Min første tid hos Refyne

To en halv måned er nu gået siden, at jeg tog beslutningen om at starte som en del af Google Ads teamet hos Refyne.
Jeg var glad for min tidligere arbejdsplads, men mit spring til Refyne bundede i sidste ende i et mål om at ville udfordre og udvikle mig selv – både fagligt, men også omkring de arbejdsgange, jeg har været vant til de sidste 7 år andre steder i bureaubranchen. 10 uger er nu gået, og jeg har bestemt ikke fortrudt mit valg. 

Netop Refynes koncept og virksomhedsstruktur tiltalte mig fordi, at de havde en anderledes og spændende tilgang at arbejde med kunderne på, hvor jeg kunne se potentiale for at rykke mig selv.

 

Kompetencer hele vejen rundt

Her hos Refyne bemærkede jeg især, hvordan et arbejdsflow kan tages til et helt andet niveau grundet de mange forskellige kompetencer, som teamet besidder. Eksempelvis et vigtigt område som tracking og det tekniske bag, er noget, der ofte kan være en stopklods for at kunne få mest ud af et marketing setup.

Et område, jeg altid har haft stor interesse i at arbejde med, men ofte selv er blevet mødt af begrænsninger, fordi det er en fuldtidsdisciplin i sig selv. I teamet har vi folk med mange års erfaring indenfor områder som tracking og analytics samt databehandling. Her er det tydeligt at mærke, at der ikke er langt fra problematik til idé, samt at det hurtigt er noget, vi kan komme i mål med at løse.

 

Dette åbner op for helt nye toolsæt og fremgangsmåder at optimere på samt selve den måde, vi arbejder med kunderne på. Samtidig lærer og udvikler jeg mig enormt meget indenfor netop disse discipliner, hvilket kun gør hverdagen endnu mere spændende.

 

Fokus på medarbejderen

Jeg startede i en af de travleste perioder under black friday måneden efterfulgt af julesalg i december. Så der har været run på for alle i teamet under min opstart. På trods af dét, følte jeg aldrig, at der ikke var tid til at sørge, for at jeg kom godt på plads, eller jeg stod alene med arbejdsopgaver.
Jeg fik gennemgående onboarding i systemer, gode snakke med kolleger, præsenteret udviklingsplaner og meget andet. Alt sammen noget der gjorde, at jeg let kunne falde hurtigt til og føle mig som en del af teamet.

 

Dertil er der også meget fokus på, at vi som den enkelte medarbejder ikke overbelastes og der sørges for, at der er realistisk tid til at håndtere de opgaver, man sidder med. Det medfører ikke kun bedre kvalitet og tid til læring, men giver også en god arbejdsmoral på tværs af kontoret.