Mine første seks uger hos Refyne

Mit navn er Caroline, og jeg blev ansat som studentermedhjælper hos Refyne i april. Nu har jeg været her i knap en måned, og derfor kunne jeg godt tænke mig at sætte nogle ord på de første oplevelser, jeg har haft her som studentermedhjælper.

Selvom jeg endnu ikke har været her længe, kan det være svært for mig at indkapsle alle de indtryk, jeg allerede har fået, og alt det, jeg har lært. Men for at I ikke skal bruge evigheder på at nå igennem mit indlæg, har jeg udvalgt tre højdepunkter, fra de første seks uger, som jeg godt kunne tænke mig at dele med jer.

Det sociale

Det allerførste, der tikker ind på lystavlen hos mig, når jeg tænker på Refyne, er afgjort menneskene og den stemning, der er på kontoret. Stemninger kan være svære at indfange og skrive ned, men jeg vil alligevel gøre et forsøg på at beskrive stemningen hos os.

Den er energisk, livlig, uformel. En arbejdsplads, hvor der mellem de forskellige gøremål og opgaver i løbet af dagen er plads til grin og snak. Stemningen er motiverende og opildnende. Det er et sted, hvor gåpåmod og lysten til at lære vægter højere, end ens umiddelbare kunnen. Du behøver ikke komme med en bunke af kompetencer lige fra begyndelsen – det vigtigste er, at du har lysten til at kaste dig ud i nye ting. En værktøjskasse med et relativt begrænset indhold er derfor ikke afgørende for, hvad du får lov til at lave.

Hos Refyne er der et stort fokus på den enkeltes udvikling, og Simon og jeg er allerede blev introduceret til løbende one-on-one samtaler, hvor vi har mulighed for at dele vores tanker om, hvordan det er at arbejde hos Refyne.

Inddragelse fra dag ét

Det næste, jeg kommer til at tænke på, er den generelle velkomst, vi har fået som studentermedhjælpere. Men også at vi fra starten af er blevet inddraget i opgaver af forskellig karakter. Personligt har jeg det sådan, at det som ny studentermedhjælper kan være svært at vurdere, hvad man kan bidrage med, når man er omgivet af folk med mange flere år på arbejdsmarkedet og langt mere erfaring. Nu kan jeg blot sige, at modtagelsen overgår min fantasi. Simon og jeg blev fra første dag inkluderet i en lang række arbejdsopgaver.

Jeg husker for eksempel tydeligt, hvor overrasket jeg blev, da Kasper efter blot et par timer på kontoret spurgte os til råds om tekstindhold i en video til Facebook. At der bliver udvist den tiltro og tillid giver mig følelsen af, at jeg har noget at bidrage med – og ikke mindst er det enormt motiverende. Det, synes jeg, har bidraget til, at det er blevet en vildt fantastisk start.

Trivsel som omdrejningspunkt

Det sidste punkt på min liste over højdepunkter har jeg valgt at kalde ’trivsel som omdrejningspunkt’. Vi er efter hver endt arbejdsdag blevet spurgt til, hvordan vi synes, dagen er gået, og hvordan det har været at sidde på kontoret. Selvom jeg endnu ikke har haft andet en positive ting at sige om mine arbejdsopgaver, så skaber det gode rammer for dialog, den dag jeg potentielt skulle have oplevet udfordringer eller har haft en øv-dag.

Den form for dialog opsummerer nok egentligt meget godt det miljø, jeg oplever at tage del i hos Refyne. For mig er det en arbejdsplads, hvor der både er fokus på faglighed og den enkeltes udvikling, men det er også et sted, hvor der er sjovt, rart og hyggeligt at være. Alt i alt må jeg blot sige, at jeg stortrives hos Refyne og er meget glad for at være kommet med på holdet.

Hvis du er noget til vejs ende, vil jeg sige tak for at du havde lyst læste med.

Du kan også læse om Refyne som arbejdsplads, eller om Simons første tid hos Refyne.