Pixel tracking – og hvorfor det ikke kan stå alene når vi taler SEO

Måden at måle – og analysere – på søgeresultater er under konstant forandring. Det seneste bud på stammen i forhold til hvordan man skal måle og evaluere søgeresultatsiden kaldes: pixel tracking.
Pixel tracking er blandt andet samlet op af tracking-værktøjer som RankRanger og Advanced Web Ranking som mange bruger i deres daglige arbejde med SEO.

Det mest udbredte i dag er at måle i nummererede placeringer. Det vil sige, at et søgeord kan være placeret som nummer 1 af de organiske resultater eller som nummer 10 af de organiske resultater. Det tager pixel tracking et opgør med ved at måle på hhv. hvor mange pixels fra toppen et resultat er – og hvor meget resultatet fylder (målt i pixels) på søgeresultatsiden.

En anden afledt effekt ved at se på pixels i søgeresultatsiden er at evaluere om der er andre placeringer – så som betalt annoncering el. shopping-feeds der er værd at bruge sin energi på fremfor organiske søgninger.

Men der er stadig nogle grundlæggende udfordringer ved pixel tracking der gør, at det under alle omstændigheder ikke kan stå alene (endnu) hvis det skal give mening.
Lad mig gennemgå nogle tanker omkring udfordringerne:

1. Er 1150 pixels en god eller dårlig placering?

En pixelstandard for et søgeresultat siger meget lidt om hvad der kan gøres her og nu – og det er svært at afkode ved første øjekast.

Med andre ord ved vi ikke ud fra et pixel-synspunkt om der er mere vi kan gøre organisk. Isoleret som en måling for organisk performance bliver vi dermed ikke klogere.

Her er den klassiske anskuelse af om vi rangerer nr. 1 eller nr. 5 et bedre udtryk for om vi kan opnå mere i den enkelte disciplin – altså organisk.

2. Hvad betyder 900 pixels på mobil versus desktop?

Søgeresultatbilledet er komplekst nok at forstå når vi kombinerer placering på siden med SERP-features, annoncer, billeder, desktop versus mobil og meget andet.

Kompleksiteten bliver dog endnu større hvis vi tilføjer et abstrakt mål som pixels til dét mix.
For er 900 pixels fra top til resultat godt på desktop? Hvad med på mobil?

Fordi pixels er dynamisk i samspil med resten af SERP kan vi ikke ud fra en pixel-betragtning alene sige hvorvidt det er et godt resultat på desktop eller ej. For 900 pixels kan være godt i ét søgeresultat, men elendigt i det næste søgeresultat.

3. Performance i søgeresultatet når man måler med pixel tracking

Når vi taler om pixels er det først og fremmest svært at vurdere om vi kan gøre mere. Dernæst er det svært at vurdere om vores eventuelle forbedringer vil lede til bedre performance.

Et godt eksempel på det er hvis vi søger på ”danske standup shows”

Danske stand-up shows som eksempel på begrænset performanceopløft via pixel tracking

Lad os antage, at jeg har et resultat der er below the fold og jeg fik tilkæmpet mig den bedste organiske placering (som woman.dk har i dag). Jeg vil være få pixels fra toppen. Faktisk færre end hvis der havde været 3-4 annoncer ovenfor. Men min performance vil nok stadigvæk ikke være væsentligt forbedret på grund af den karrusel der viser danske standup shows – som antageligt vil stjæle en stor del af de kliks der er at hente i søgeresultatet.

4. Hvordan skal pixel tracking skalere?

Når vi ser på de foregående tre punkter, altså:

  1. Udfordringen med at afkode hvad en placering egentligt er
  2. Hvad det egentlige sammenligningsgrundlag er på tværs af enheder og søgeord
  3. Om vi, selv med en optimering af pixels fra top til resultat, kan opnå bedre performance

Så står det lysende klart, at pixel tracking – hvad end man anskuer det som den nye sandhed for søgeresultatet eller ej er, og bliver, en meget håndholdt proces hvis det skal analyseres på en meningsfuld måde. Dermed skalerer det på nuværende tidspunkt ekstremt dårligt – og det trækker derfor fokus tilbage på et snævert søgeordsfokus.

Udfordringen med et snævert søgeordsfokus er, som der har været fokus på i de senere år, at der er store dele af den efterspørgsel der genererer omsætning man dermed ikke får analyseret og anvendt korrekt i sin planlægning og prioritering af indsatser.

Konklusion

Selvom pixel tracking er en spændende nytænkning af søgeresultatsiden – og udviklingen omkring pixel tracking begynder at få momentum, så er det stadig en målemetode der er meget underudviklet i sammenligning med de eksisterende metoder. Det betyder også, at det kan være et fint tillæg til de analyser man laver på sine topprioriteter, men at det under ingen omstændigheder bør stå alene som analyseværktøj til at træffe (og kvalificere) beslutninger.

Til dét er pixel tracking både for skrøbeligt og for tidligt i sin udvikling til at anvende.

Er du i tvivl, om pixel tracking giver mening for dig?

Du er altid velkommen til at sende en mail eller ringe til Thomas. Thomas giver gerne sit bud på, hvorvidt det er noget du bør gå i gang med.